Er jeg ved at blive vanvittig?

Mit barn havde Cancer…

Grundlovsdag 2007, er en dag jeg aldrig glemmer. Her blev jeg mor til en lækker lille lyserød, højt skrigende dreng, Albert 🙂 Ønskebarn, kan man vist godt kalde ham. Efter vi mistede Emil i april 2006, var vi sikre på det var NU, vi skulle have børn… Og det kunne kun gå for langsomt med, at gøre Emil til storebror. Vi manglede en at give alt den kærlighed vi rummede.

Albert var en dejlig nem lille baby. Det krævede en selvfølgelig lidt omstilling til forældrelivet, men det var ikke det vilde.

Vi var endelig blevet den lille familie, som vi havde drømt om at blive. Vi nød de nye roller som mor og far.

Da Albert var 9 mdr. ca, begyndte han at få en bule i panden. I første omgang, troede vi, at han havde slået sig. Men tiden gik og bulen forsvandt ikke, den blev derimod større, så vi fik en tid ved lægen. Her blev vi beroliget med at det var en fedtknude, men han ville lige bestille en tid til en ultralyds scanning. Dagen før Albert havde en tid til at blive ultralyds scannet, da kom der et brev om at de måtte udsætte vores tid, da sygeplejerskerne havde varslet strejke fra den kommende dag…

Jeg tog igen fat i vores læge, som henviste os til plastikkirurgisk afdeling i Aalborg. De fandt en tid til os på trods af strejken, og her mødte vi en overlæge der mærkede på han bule og mente at det var en fedt knude. Men siden det ikke var livstruende, så kunne det godt vente til efter strejken… -Vi var inde hos lægen i ca 10 minutter.

Slukørede kørte vi hjem og måtte fordøje de nyheder.

Efter en uges tid var jeg i bad, og held i uheld (kan man sige) faldt Albert ned fra sengen, og slog sin bule i gulvtæppet… I løbet af ganske få minutter var han meget hævet i ansigtet omkring bulen. Jeg ringede til lægen og fik en akut tid. Da vi kom ind til lægen, kunne han godt se, at det ikke så normalt ud! (NO shit! det havde vi ikke syntes det gjorde længe) Lægen fik kontaktet plastikkirurgisk afdeling og fik Albert presset ind til en akut tid samme dag. Da vi kørte til Aalborg, var vi enige om, at nu skulle der ske noget… Vi ville banke i bordet! Det blev slet ikke nødvendigt…

Vi mødte den samme læge som ugen før, han kunne godt se der skulle ske noget, så han ville operere ham dagen efter. Til vores held lægger de ikke små børn i narkose på Sygehus Syd, Vi skulle ind til Sygehus Nord for det. Vi fik besked på at køre ind til Nord, for at møde narkoselægerne og lige blive tjekket af børnelægerne derinde, inden operation dagen efter.

På Sygehus Nord, blev vi i børnemodtagelsen mødt af en meget rolig og lyttende læge. Han spurgte ind til forløbet og undersøgte Albert. Han fortalte os, at han syntes Albert skulle undersøges lidt grundigere inden en evt operation. Derfor skulle han undersøges når han mødte ind den kommende dag.

Den kommende dag mødte vi ind, med en fastende Albert. Vi blev hentet og Albert fik endelig den Ultralyds scanning han skulle have haft tidligere. I rummet var der vel 5-6 personaler. Vi tænkte ikke så meget over det dengang, men kan i bagspejlet godt se, det var pga. den mistanke de havde…

Lægen der scannede ham, var meget grundig og tog sig god tid. Han fortalte os, at vi ikke skulle regne med at Albert skulle opereres denne dag. Jeg blev så kedaf det, da nu skulle der j.o ske noget… Men lægen fortalte at de blev nød til at tage en biopsi af hans bugle, da det kunne være noget andet. De ville faktisk gøre det med det samme, så vi skulle følge med, så Albert kunne komme i Narkose.

Jeg græd og græd da han kom i narkose, det var så væmmeligt, at se han forsvandt mellem mine hænder…

Da Albert kom på opvågningen, kom lægen ind til os. Han fortalte at det umidbar så fredeligt ud, det der var sendt til analyse og at det ellers var gået godt. Vi sad hos Albert, som stadig sov, vores søde lille dreng. -Ønskebarnet vi havde drømt sådan om. Lægen kom ind igen, han ville gerne snakke med os i et andet rum. Jeg viste hvad klokken havde slået, da han bad os følge med… Og ganske rigtigt vores barn havde CANCER!

Jeg huske alle de følelser der væltede op i min krop. Frygt, sorg, angsten for at miste igen. Tanker om, hvad skulle der nu ske? Hvor meget skulle Albert igennem? Ville han overleve? Hvad var chancen for at vi mistede ham? Men der var også det instinkt, at nu skulle jeg være stærk for vores barn.

Albert blev overflyttet til børne onkologisk afdeling på sygehuset. Her var vi fra fredag til søndag, hvor vi blev overflyttet til Skejby. Børne Onkologisk afdeling, som ville blive vores hjem i perioder over det næste års tid…

Havde det ikke været for de opmærksomme læge i børnemodtagelsen på Sygehus Nord, er jeg ikke sikker på at Albert havde været hos os i dag.

Da vi var overflytte til Skejby, begyndte tiden med flere undersøgelser, kemoterapi og så videre, men det er en helt anden fortælling…

Albert og mor. Albert har her været i behandling i et godt stykke tid. Vi er på tur med en forening til Skagen vandrehjem i en weekend.

Albert og mor.
Albert har her været i behandling i et godt stykke tid. Vi er på tur med en forening til Skagen vandrehjem i en weekend.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er jeg ved at blive vanvittig?