Om at miste sin førstefødte

Da vi stod med en graviditets test der var positiv i 2005, var vi først overraskede, det var bestemt ikke planlagt. Jeg var under 1 år fra at være færdig udlært som Frisør og havde ingen planer om at skulle være mor lige her. Men da chokket havde lagt sig, blev det hurtigt vendt til glæde. Vi skulle være forældre for første gang. Det var stort… SOM rigtig stort 🙂

Vi gik de næste mange måneder og glædede os, og jeg begyndte at bygge rede og få fat i alle de ting vi skulle have fat i til vores første fødte. (Jer der har børn ved, der er en del man får anskaffet sig første gang…)

Jeg havde en helt almindelig graviditet, alt så normalt ud til tjek og scanninger.

Men en morgen, da jeg stod op, skulle jeg tisse helt vildt -Troede jeg! Det blev dog hurtigt klart at det var mit vand der var gået. Jeg var her 25+5. Der blev vildt forvirring herhjemme. Var slet ikke forberedt på dette. Vi fik ringet på fødegangen, her fik vi af vide at jeg skulle ligge mig og se tiden lidt an. Det var nok fordi jeg ikke kunne holde på mit urin! (øhh som om… det væltede ud) Nå men vi så tiden an, ringede 15 minutter senere, hvor vi fik fortalt at vi kunne køre ind til dem. Vi kørte til Randers, på daværende tidspunkt boede vi i Hobro.

Da vi kom til fødegangen blev jeg undersøgt, de lyttede til min mave, der var fint liv. Det var så her der gik økonomi i den, for jeg havde lige valgt at skifte sygehus, så de havde ikke modtaget mine papirer i Randers endnu, så det blev besluttet at jeg skulle overflyttes til Aalborg.

Jeg blev sendt med ambulance fra Randers til Aalborg.

Det var som om, at de tog det mere seriøst da jeg kom til Aalborg. Jeg fik af vide at jeg skulle være indlagt så lang tid som muligt. Forhåbentligt minimum til jeg var 32+0. SENGELIGGENDE!

Jeg græd og græd og græd, det var så forvirrende det hele. Om aftenen kom der en overlæge og forklarede mig, hvor alvorligt det hele var. Han gjorde det klart for mig, at det ikke var sikkert at vi kunne få vores lille baby med hjem. Den første nat på sygehuset var den længste nat nogensinde. Ikke nok med jeg lå alene på en ene stue, ræd for hvad der skulle ske, så lå jeg åbenbart lige oven på fødegangen. Og der var en fødende der var noget larmende den nat.

Dagen efter blev jeg flyttet over på en firesengs stue. Her lå i forvejen to piger, der også var indlagt pga. problematisk graviditet. Den ene var også indlagt med vandafgang. Det var nogle utroligt søde piger og vi fik hurtigt snakken i gang. Dagende gik langsomt, men de gik, uden jeg fik feber eller veer. Jeg var i antibiotika behandling det meste af den tid jeg var indlagt.I den tid jeg var indlagt fik jeg også sprøjet lungemodner ind et par gange, for at give vores søn de bedste betingelser.

Da jeg var 26+6, syntes jeg min mave ændrede sig og jeg fik mange plukke veer. Jeg havde en føelse af der var noget galt. Jeg sagde det til sygeplejesken, som lovede at sige det til lægen. Det var dog som om, de bare tog lidt let på det og skød det hen. Jeg fik desværre feber om aftenen, og så gik det stærkt. Jeg fik blev undersøgt, scannet og taget nogle blodprøver.

Dommen kom ret hurtigt, jeg havde fået inkektion i livmoderen vores lille dreng skulle ud… NU!

Jeg fik ringet til Alex, mine forældre og svigerforældre. De ville alle sammen komme op på sygehuset. Alex kom og jeg blev gjort klar til Akut kejsersnit.

Der var mange på den operations stue. Men der var også et hold læger til mig og et hold der var klart til at tage imod vores søn.

Der gik ikke mange minutter fra jeg havde fået lagt bedøvelsen til jeg hørte “Tillykke med jeres søn”. Der var alt for stille på operations stuen. Der kom ikke noget skrig fra vores lille bitte dreng. Børnelægerne tog ham med ud i et andet rum og arbejde med ham, imens jeg blev lappet sammen.

Alex fik lov at gå med vores lille dreng, og jeg blev kørt på opvågningen. Det var forfærdentligt at ligge der og vide at der var et hold læger der kæmpede for vores lille dreng.

På et tidspunkt var der en sygeplejeske der kom og sagde at det desværre ikke så så godt ud. “Skal han døbes?” sagde hun. “Ja, hvis det ser så skidt ud, så skal han” kan jeg huske jeg sagde. Personalet fik tilkaldt præsten fra Budolfi, da sygehus præsten ikke var at træffe. Præsten var der hurtigt. I mellemtiden var mine forældre kommet. Heldigvis for det, for var de ikke kommet lige på det tidspunkt, havde jeg ikke været med til Emil’s dåb. Mine forældre insisterede på at de ikke kunne døbe ham, uden hans mor var der.

Min seng blev bakset med en portør op til Emil og jeg var med til hans dåb. Jeg så ikke så meget, da jeg stadig var bedøvet og opløst i gråd, men jeg var med til min søns dåb. Det var smukt og fredeligt, præsten var så rolig og god til at holde fokus. Efter dåben kom  lægen og snakkede med os. Vi skulle tage en beslutning, en beslutning der har til dato været den hårdeste, men samtidig letteste beslutning at tage. Det var nu 5 kvarter siden Emil kom til verden, meget syg. Han havde ikke kunnet ilte sit blod ordentligt og havde med sikkerhed fået en svær hjerneskade. Skulle de kæmpe videre? Eller skulle de stoppe og Emil komme over til os, og sove ind lige så stille og fredligt hos sine forældre. Alex og jeg udvekslede et enkelt blik og vi var sikker på vores valg. Emil skulle ikke lide under vores behov for at holde ham i live, hvilket liv ville han få, hvis han overhovedet overlevede. Lægerne stoppede behandlingen og vi fik vores lille dreng over til os. Hvor var han dog lille og fin. Emil lå hos mig i ca 5 minutter inden han tog sit sidste åndedrag.

Min verden brød sammen. Jeg var blevet mor og havde mistet mit barn inden for 1,5 time. Behøver jeg sige at jeg havde lyst til at skrige…

Født: 5 April klokken 22.43

Fik sine Vinger: 6 April klokken 00.05

Både mine og Alex’ forældre var hos os, de tog en masse billeder, Billeder som jeg i dag skatter mere end noget andet. Brænder vores hus engang og jeg skal rede en ting, så må det helt sikkert blive min Emil bog.

Vi havde den sødeste sygeplejeske hos os hele natten. Hun snakkede med os om hvor fin han var osv. Hun tog et lille fodaftryk af ham, og klippede en lok af hans hår til os. Vi havde Emil hos os hele natten, om morgenen kom der en portør og kørte ham i kapellet. Jeg var indlagt i 2 døgn efter, hvorefter jeg tog hjem, uden mit barn…

Emil blev født den 5 April og den 13 April blev han begravet. Jeg husker dagen som en smuk dag, men også en tung dag. Alex og jeg hentede selv Emil i Kapellet. Det føltes bare rigtigt at vi selv skulle tage den sidste køretur med ham…

Nu er det 11 år siden. Jeg bliver stadig ked af det når jeg fortæller historien om vores Emil.

Han er vores førstefødte, og han vil altid mangle i vores dejlige børneflok. Når man som mig tror der er mere mellem himmel og jord, så er jeg sikker på han sidder deroppe og passer godt på os alle sammen. Især hans søskende.

Efter vi havde fået Emil, var vi blevet helt overbevist om at det var nu vil skulle have et barn mere. Det føltes noget så rigtigt. Jeg blev nok lidt besat af tanken…

I dag fylder Emil ikke så meget i vores hverdag. Men vi snakker om ham, med hans yngre søskende. De har alle styr på de har Storbror Emil oppe i himmelen. Vi fejre hans fødselsdag og husker ham til jul. Vi har hans søskende i hånden, men bærer Emil i hjertet. Emil er ikke længere kun et smerteligt minde, men også et minde fyldt med kærlighed. Emil lærte os, hvad ubetinget kærlighed er. Jeg var mor fra det sekund han var ude af min mave, følelsen var der med det samme.

Jeg er heldig jeg har fået lov at opleve det hele 5 gange. Heldigvis har jeg fået lov at give min kærlighed til de 4 yngste.

Børn er det der giver livet mening…

Tak for du læste med så langt…